Tilbage til Alle begivenheder

Nytårskursus 2025/26


  • Løgumkloster Højskole Brorsonsvej 2 6240 Løgumkloster Denmark (kort)
Tilmeld dig kurset her

Nytårskursus 2025/26

Den gode historie – Eftertænksomhed ved årsskiftet

 

Kursusbeskrivelse

Når året rinder ud, ser vi både tilbage på det forgangne og frem mod noget nyt og i dette blik skaber og former vi vores egne fortællinger. Vi indbyder dette år til et inspirerende nytårskursus i Den Gode Histories tegn. Vi har indbudt en række spændende foredragsholdere, der vil sætte fokus på forskellige slags livshistorier og som mestrer fortællingens kunst.

Kom og tag en tænkepause ved årsskiftet, hvor vi skal fejre nytårets komme, fordybe os i tilværelsens forunderlighed, vende det uforudsete og sammen fejre glæden, drømmene og det at være til. Ugen byder på mange forskellige foredrag, hvor passionerede oplægsholderne vil fortælle om stor natur, litteratur og musik samt reflektere over livshistorier i al deres mangfoldighed. Desuden vil der være østerstur til Vadehavet, koncerter, kreative muligheder, sang, samtale og nærvær. Der vil også være plads til at fordybe sig, gå ture, finde ro og opleve højtiden i fredfyldte omgivelser.

Kurset er for alle, og uanset om du kommer alene, med en partner eller med en flok venner, er der rig mulighed for at blive opslugt af højskolelivet og danne nye fællesskaber.

Kursusleder: Anja Kjølby, højskolelærer


Højskolens Rytme

7.30 Morgenmad

8.30 Morgensamling

12.00 Frokost

14.30 Kaffepause

17.30 Mulighed for aftensang i Klosterkirken

18.00 Aftensmad

21.00 Aftenkaffe


Download programmet her

Program

KURSUSPROGRAM

Nytår i Løgumkloster
28. december 2025 – 2. januar 2026

Den gode historie – en uge med liv, lyd og landskab

Når året rinder ud, ser vi både tilbage på det forgangne og frem mod noget nyt og i dette blik skaber og former vi vores egne fortællinger. Vi indbyder dette år til et inspirerende nytårskursus i Den Gode Histories tegn. Vi har indbudt en række spændende foredragsholdere, der vil sætte fokus på forskellige slags livshistorier og som mestrer fortællingens kunst.

Lad os sammen fordybe os i tilværelsens forunderlighed, vende det uforudsete og sammen fejre glæden, drømmene og det at være til. Ugen byder på passionerede oplægsholderne der vil fortælle om stor natur, litteratur og reflektere over livshistorier i al deres mangfoldighed såvel som koncertoplevelser, en østerstur til Vadehavet, kreative muligheder, sang, samtale og nærvær. Få plads til at fordybe dig, gå ture, finde ro og opleve højtiden i fredfyldte omgivelser. Kurset er for alle, og uanset om du kommer alene, med en partner eller med en flok venner, er der rig mulighed for at blive opslugt af højskolelivet og danne nye fællesskaber.

KURSUSLEDER

Anja Kjølby, højskolelærer og Ursula Dieterich-Pedersen, forstander

Højskolens dagsrytme

08:00

Morgenmad

08:45

Morgensamling (undtager torsdag)

12:00

Middag

14:30

Eftermiddagskaffe

17:30

Mulighed for aftensang i Klosterkirken (man-tirs)

18:00

Aftensmad

21:00

Aftenkaffe

Program

Søndag 28.12.25

14:00 - 17:00

Ankomst og indkvartering

17:00 – 17:45

Velkommen på højskolen

Introduktion til kursus og ugens program

v/Ursula Dieterich-Pedersen, forstander og ved flyglet Sigurd V. Jørgensen, cand.mag. i Æstetik og kultur

19:30 – 21:00

Skimmelrytteren

Genfortælling af forfatteren Theodor Storm sidste roman, der handler om marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår – og ikke mindst angsten for stormfloden.

v/Anja Kjølby, højskolelærer

Mandag 29.12.25

09:30 – 11:45

Fortællinger fra Vadehavet – Om kunsten at tegne den omskiftelige natur

”Essensen af fuglenes liv og bevægelse skal opleves og fanges derude på stedet, for at karakteren kan fortolkes troværdigt. Intet erstatter den personlige oplevelse af stemning, landskab, vejrlig og tilstedeværelse.”

Kunstner og naturvejleder Marco Brodde fra Fanø fortæller om den udfordrende kunstneriske disciplin at arbejde naturen i al slags vejr. Med en billedvandring i Marcos akvareller, grafik og skitser oplever vi Vadehavets natur, fugle og landskaber set gennem en personlig prisme.

v/Marco Brodde, kunstner, naturvejleder Fanø, medlem af det britiske Society of Wildlife Artists

13:00 – 17:00

Ekskursion: Østerstur ved Rømø(max. 2 km)

Østers er en nytårsspise – og intet er bedre end at plukke dem selv. Vi sætter derfor kursen mod Vadehavsøen Rømø, hvor der på østsiden af øen findes store koncentrationer af østersbanker, som blotlægges ved lavvande (max. lavvande ca. kl. 15.06). Vi skal kun få hundrede meter ud på vaden for at findes østers i massevis. Vi plukker, så der er smagsprøver nok til alle, der har lyst.

Husk varmt vind- og vandtæt tøj, tætsiddende gummistøvler (gerne langskaftede), ekstra sokker og neopren-havehandsker, så du kan plukke østers uden at skære dig eller fryse om fingrene.

Turen ledes af Flemming Juel Søndergaard, naturvejleder og Tobias Brockdorff Olesen, højskolelærer

19:30 - 21:00

Koncert med Thor & Frölich Duo

Johan Thor (2007-) & Carl Fröhlich (2005-) har gennem deres imponerende porteføjle af optrædener ved europæiske musikfestivaller markeret sig om en del af eliten af unge klassiske musikere. De har bl.a. har modtaget Sydbanks Kammermusikpris og solistprisen i Danmarks: ”Unge spiller klassisk”. Koncerten vil bevæge sig igennem mange stilarter, lande og tidsperioder. Der vil blive opført værker af bl.a. Beethoven, Bach, Brouwer, Debussy, Rachmaninoff og Tedesco – mest solo, og en smule duet. Koncerten kan også ses som et foredrag, da der vil blive inkluderet musikhistorie ind i mellem værkerne.

v/Johan Thor, guitarist og Carl Frölich, pianist

Tirsdag 30.12.25

09:30 – 11:45

Hånd, Ånd & Hjerte – Vælg mellem følgende workshops for hele kurset

I Vinterbilleder v/Anja Kjølby, højskolelærer

Vi vil udforske vinterens farvetoner og male enkle farveprøver med akvarel på bl.a. silke- eller kinesisk papir, te- og kaffefiltre. Disse farveundersøgelser vil vi bruge til at lave små abstrakte collager, der repræsenterer vinterstemninger. Vi vil sørge for, at papirets hvide farve skaber sprækker i de mørke toner, så lys og håb spirer frem.

II Vinterpoesi v/Petrine Kjær, højskolelærer

Vi dykker ned i ordenes verden og sætter fokus på din indre poesi ved hjælp af skriveøvelser, hvor der udstreges, digtes og leges kreativt med ordene. Uanset om du er vant til at skrive eller aldrig har lavet din egen poesi før, kan du være med. Vi indeholder nemlig alle historier, som kan bruges og skrives og deles – især i højtiderne, som vi alle har et forhold til.

III Vintervandringer v/Sigurd V. Jørgensen, cand.mag. i Æstetik og kultur

På Vintervandringer går vi ud. Ikke kun i vinterlandskabet ude på Løgumkloster-egnen - men også på vandring i poesiens og højskolesangenes bevægende vinterlandskaber. Vi tager sangene med os, når vi går ud og lader ord og tone vejlede vor refleksioner, forundringer og erfaringer i mødet med naturen. Kom med, gå og syng håbet frem i fælles, frisk formiddag med berigende ud- og indsigt.

15:00 – 17:15

Fortællekoncert: Sagn og sange om himmel og jord – Mor og datter i toner og ord

To kvinder. En mor og en datter. Fortæller og forfatter Dorte Futtrup har fundet sammen med sanger, sangskriver og komponist Sara Futtrup i et fælles projekt med fortællinger og sange om urkræfter og skæbner i Norden.

I en broget buket af fortællinger skal vi helt ned under skræppebladene, hvor sneglene bor, og ud i det store uendelige himmelrum – for lidt bedre at forstå os selv, hinanden og den verden vi er født ind i. Fortællingerne går i dialog med smukke lyriske sange med danske tekster og Saras klangfulde, varme stemme.

Dorte Futtrup og Sara Futtrup har fælles rødder i Danmark, men også Grønland og Færøerne. Med musik og fortælling bevæger vi os ind og ud af Nordens landskaber, så tiden står stille, og livet føles større og dybere end før.

Koncerten er et fællesarrangement i samarbejde med Løgumkloster Refugium og finder sted i højskolens Ottekant, hvor kursister og Refugie-gæster mødes til en fælles oplevelse.

v/Dorte Futtrup fortæller og Sara Futtrup, sanger, sangskriver og komponist

19:30 – 21:00

Carsten Dahl – Solokoncert i Klosterkirken

På årets andensidste aften kan du glæde dig til at blive rystet, bevæget, udfordret og rørt over både lyse som mørke klange, der både forundrer og trøster.

Carsten Dal er en af den danske Jazzscenes allerstørste komponister og pianister. En mester i improvisation hvis soloplader 2 gange er blevet tildelt Danish Music Awards for bedste Jazzplade.

Carsten Dahl, pianist, komponist, billedkunstner, digter, foredragsholder og prof. Em. fra Rytmisk Musikkonservatorium i København

Onsdag 31.12.25

09:30 – 11:45

Kunsten at gå i stykker uden at falde fra hinanden

I en åben samtale vil Carsten Dahl dele sin stærke personlige fortælling om at have vendt sin ekstremt angstfyldte barndom til at være selve motoren i sit kunstneriske virke. Du vil møde en intenst nærværende foredragsholder, der er optaget af at undersøge de psykologiske, eksistentielle og religiøse spørgsmål i livet. En undersøgelse der kommer til udtryk i hans usædvanlig vidtfavnende produktion af musik, billeder og lyrik, som han fornyer igen og igen. Gennem et liv på trods og fordi at være født med Aspergers syndrom er han i dag det filosofiske, humoristiske og åndelig optagede menneske der har virkelig meget på hjertet til alle os, der heller ikke er perfekte.

v/Carsten Dahl,pianist, komponist, billedkunstner, digter, foredragsholder og prof. Em. fra Rytmisk Musikkonservatorium i København

14:30 - 15:30

Klaverkoncert i Ottekanten

Vi har igen i år inviteret den dygtige pianist Jesper René til at gæste vores kursus og spille en festlig nytårskoncert på vores gamle Hindsberg flygel. Vi skal høre værker af Chopin, Beethoven og Schubert.

v/Jesper René, koncertpianist

16:00 – 16:45

Pynt op til fest– frivilligt for alle, der har lyst

18:00 – 18:30

Kongens nytårstale

Vi samles i Ottekanten for sammen at se Kong Frederik X’s nytårstale. Til slut løfter vi et perlende glas og skåler.

19:00 – 21:00

Nytårsaftensmiddag med fællessang og festlige indslag ved kursister

v/Anja Kjølby, højskolelærer og Ursula Dieterich-Pedersen, forstander

Mens vi venter…

Efter nytårsmiddagen sætter Sigurd Vemmelev Jørgensen sig ved flyglet i Ottekanten og der vil være mulighed for at synge sammen, vi serverer kaffe i dagligstue og spisesal så der er tid til at slappe af i mindre grupper, samtale eller feste.

Når vi nærmer os midnat mødes vi i Ottekanten for at se transmission fra Rådhusklokkerne og sammen hilse det nye år velkommen.

Torsdag 01.01.26

08:00 – 09:30

Morgenmad

09:30 – 11:45

Hånd, Ånd & Hjerte – Fortsat

I Vinterbilleder v/Anja Kjølby, højskolelærer

II Vinterpoesi v/Petrine Kjær, højskolelærer

III Vintervandringer v/Sigurd V. Jørgensen, cand.mag. i Æstetik og kultur

15:00 - 17:15

Svøm med dem som drukner – Genfortælling

Den mundtlige fortælling kommer og går – og indimellem lever den mest i det skjulte hos fortællekredse og andre, der elsker, det en god historie kan. En af vores fantastiske lokale fortællere er sognepræst og provst Kirsten Kruchov Sønderby fra Aabenraa, der elsker at lade sig opsluge af en god historie for så at omsætte den til en fortælling til glæde for os. Kirsten vil denne formiddag kaste sig over en genfortælling af den norske forfatter Lars Myttings slægtshistorie ”Svøm med dem som drukner”.

v/Kirsten Kruchov Sønderby, sognepræst og provst, Aabenraa

18:00

Statsministerens Nytårstale

18:30

Afslutningsmiddag

20:00 – 21:00

Sangaften

Ugen igennem har vi haft en kurv stående, hvor I har kunnet komme med ønsker til sange. Ud fra disse ønsker har vi sammenflettet en aften med sang fra højskolesangbogen.

v/Anja Kjølby, højskolelærer og ved flyglet Sigurd V. Jørgensen, cand.mag. i Æstetik og kultur

Fredag 02.01.26

09:30 – 11:45

Den moderne H.C. Andersen

H.C. Andersen betragtede sig selv som en sumpplante, der kom fra dybet og stræbte efter lyset. Hans liv og kunst består af stadige brud og en stor utilpassethed, der virkede som drivkraft. Foredraget skildrer den rastløse, rejsende, identitetssøgende mønsterbryder H.C. Andersen, som skabte verdenskunst, og som stadig overrasker ved sin måde at være moderne på.

v/Johannes Nørregaard Frandsen, professor emeritus, forfatter og foredragsholder

12:00

Frokost

13:00 – 13:00

Fælles afslutning i Ottekanten

*Ret til ændringer i programmet forbeholdes.


Kursusleder

Anja Kjølby

Jeg er uddannet fra Den Frie Lærerskole, Ollerup, med speciale i billedkunst. Jeg har været rigtig mange år i højskolebranchen som kunstlærer og kursusleder, men har også arbejdet som natur- og kulturformidler hos Sort Safari, Møgeltønder og guidet utallige Sort Sol-ture. Og så turnerer jeg rundt med foredrag om kunst. Desuden underviser jeg i værkstedsfag som tegning, akvarel og collage. Jeg elsker at tegne, lave grafik og male akvarel. Er passioneret have-ejer, og så er jeg vild med at bo tæt på naturen og Vadehavets særprægede landskab.


Priser

kr. 6.500   Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et enkeltværelse

kr. 6.000  Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et dobbeltværelse

kr. 5.450 Dagselev: Prisen inkluderer ugens program og fuld forplejning.  

kr. 250   Afbestillingsforsikring

OBS: Vi har desværre ingen værelser med eget bad, men stort set alle værelser har en håndvask.


Tilmelding

Lyder kurset som noget for dig, kan du tilmelde dig gennem vores online formular eller ringe til os på 7474 4040 og høre mere.

Vi glæder os til at se dig.

Tilmeld dig kurset her
Forrige
Forrige
21. december

Jul i Løgumkloster 2025, UDSOLGT MULIGHED FOR VENTELISTE

Næste
Næste
4. januar

Det Hele Menneske 2026 - Fire ugers indsigt