Frivilligt arbejde

Frivillig på Løgumkloster Højskole – vil du være med?

Har du lyst, tid og måske en særlig interesse for højskolen?

Så er det lige dig, vi mangler til vores frivillige netværk omkring den kulturhistoriske institution, Løgumkloster Højskole. På forskellig vis vil du komme indenfor i varmen og selv blive en del af den gode historie i et spændende fællesskab. Dels som praktiske hjælpere, dels som gode ambassadører.

Som frivillig på højskolen bliver du inviteret ind i fællesskabet og nyder en række goder, som tak for hjælpen.

De frivillige mødes en gang om ugen, som minimum, for at arbejde. På disse dage er der kaffe, kage og frokost.

Du er automatisk inviteret til arrangementer på højskolen, såsom foredrag, ferniseringer og receptioner.

Derudover gør vi os umage med at invitere til en julefrokost eller fest en gang årligt, for jer frivillige, for at vise hvor glade vi er for jeres indsats med at skabe nyt liv på højskolen.

Fordele ved at være frivillig

Du kan være frivillig på forskellige måder

Vagter

Der er en del opgaver som er skemalagte. Det kan være klaverspil til morgensamling, chaufførtjans, opvask, rengøring, madlavning eller klargøring af lokaler.

Når du tager en vagt, sparer du højskolen for mange penge - som der så kan bruges til at bygge skolen op.

I disse vagter indgår du som almindelig personale. I samme tempo og med samme ansvar. Derfor skal du læres op til det, du har lyst til at lære og tage en tjans i.

Havelauget

Havelauget, bestående af dedikerede frivillige, arbejder på at opretholde og pleje højskolens have fra marts til oktober.

Ugentligt samles de for at plante, luge, vande og tage sig af urter, stauder og grøntsager, i overensstemmelse med årstidens behov.

Desuden deltager havelauget aktivt i udviklingen af Middelalderhavens forskellige projekter, herunder design af haverum, etablering af udeskole og udformning af et planteværksted/orangeri.

Biolog og naturvejleder Elise Brink Hvelplund er tovholder for havelauget og kontaktperson, hvis du gerne vil være en del af gruppen eller høre mere om arbejdet i haven.

Hvad kan jeg gøre som frivillig

  • Køkken:  madlavning morgen, frokost og aften. Oprydning og opvask 

  • Klaver til morgensang kl. 8.45-9.15

  • Bemanding af receptionen

  • Havearbejde

  • Klargøring af lokaler og rengøring.

  • Pædagogiske medhjælpere på familiekurser

  • Foredragsholdere

Som frivillig får du bl.a. mulighed for at komme indenfor, blive en del af og deltage i højskolens foredrag og kurser.

Er du interesseret, så kontakt os gerne med det samme med dine spørgsmål og overvejelser. Vi vil gerne vise dig højskolen og hvad der sker bag kulissen.

Af hensyn til den overordnede koordination, beder vi om, at du henvender dig via formular og/eller telefonisk til frivilligleder Ursula Dieterich-Pedersen på 20 92 99 93.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Tilmeld dig her og bliv en del af teamet på Løgumkloster Højskole