Musikproduktion

Hvad end du er til storslået synth pop, lo-fi R’n’B, hårdtslående techno eller eksperimentende lydkunst, så er Musikproduktion faget for dig. I dette fag handler det om at blive fortrolig med at anvende computeren som værktøj til at skrive, indspille og producere lige præcis den musik, du brænder allermest for at lave.

Hvad går faget ud på?

I Musikproduktion fokuserer vi på, hvordan man kan bruge computeren som et kreativt værktøj til at skabe og producere musik. Igennem forløbet vil du bl.a. blive præsenteret for en lang række forskellige værktøjer og tilgange til at arbejde med komposition og sangskrivning, arrangement, sampling, syntese, mix og manipulation af lyd.

Undervisningen kommer til at være struktureret omkring mange små stillede opgaver (hvor vi prøver ting af i praksis), co-writing session, mundtlige oplæg hvor vi gennemgår det tekniske, samt mere frie forløb hvor du får mulighed for at dykke ned i lige præcis den musik, du brænder allermest for at lave. Vi kommer løbende til at tale om, give feedback på og lytte til hinandens arbejde. Du kommer til at få udvidet din musikalske horisont og elske en masse musik, du ikke anede fandtes.

Hvad tager du med dig?

Du vil få en grundlæggende viden om de tekniske værktøjer samt lydlige og kreative potentialer, der er forbundet med at arbejde med musik på computeren.

Du vil få en masse teknikker til at igangsætte, fastholde og videreudvikle den skabende proces, både alene og i sammenspil med andre.

Du vil blive i stand til at opsætte et simpelt hjemmestudie samt selvstændigt at skrive og producere din egen musik. Du vil udvikle en forståelse for, hvordan lyd og musik er bygget op, samt hvordan du kan skabe musik i bestemte genrer på baggrund af produktionsmæssige valg.

Du vil blive i stand til at reflektere over og videreudvikle din egen musikalske praksis.

 

Hør underviseren fortælle om faget

 

Mød din underviser

Forrige
Forrige

Madhåndværk

Næste
Næste

Nordic Living