Tilbage til Alle begivenheder

Nytårskursus 2024/25


  • Løgumkloster Højskole Brorsonsvej 2 6240 Løgumkloster Denmark (kort)
 

Nytårskursus 2024/25

Eftertænksomhed ved årsskiftet

 

Kursusbeskrivelse

Tag en tænkepause ved årsskiftet, hvor vi skal fejre nytårets komme, fordybe os i eksistensen, vende det uforudsete og sammen fejre glæden, drømmene og det at være til.

Ugen byder på mange forskellige foredrag, hvor oplægsholderne vil fortælle om kunst, litteratur og musik samt reflektere over livet i al dets mangfoldighed. Desuden vil der være koncert, ekskursion, kreative muligheder, sang, samtale og nærvær.

Der vil også være plads til at fordybe sig, gå ture, finde ro og opleve højtiden i fredfyldte omgivelser. Kurset er for alle, og uanset om du kommer alene, med en partner eller med en flok venner, er der rig mulighed for at blive opslugt af højskolelivet og danne nye fællesskaber

Kursusleder: Anna Simonia Gjørup Kleinsøe, højskolelærer og Anja Kjølby, højskolelærer

 

 

Højskolens Rytme

7.30 Morgenmad

8.30 Morgensamling

12.00 Frokost

14.30 Kaffepause

17.30 Mulighed for aftensang i Klosterkirken

18.00 Aftensmad

21.00 Aftenkaffe

 

Program

Program

Lørdag 28.12.24

16:00 - 18:00

Ankomst og indkvartering

19:00 – 19:30

Velkommen på højskolen

Kort introduktion til kursus og ugens program

v/Anja Kjølby, højskolelærer og Anna Kleinsøe, viceforstander

20:00-22:00

Julekoncert i Den Gamle Biograf, Løgumkloster

Søndag 29.12.24

09:30 – 11:45

Folkehøjskole og den åndelige beslutning

v/Ursula Dieterich-Pedersen, forstander

15:00 – 17:00

Kulturvandring i Løgumkloster

Med mulighed for kort besøg på Kunsthal Holmen

v/Torben Ravn, tidl. skovfoged og Anna Kleinsøe, viceforstander

19:30 - 21:00

Refleksion og fordybelse

Vælg mellem

I Poetisk broderi v /Anja Kjølby, højskolelærer

II Samtale-salon v/Søren R. Sønderby, højskolelærer

III ”Blackout” Poesi v/Petrine Kjær, højskolelærer

Mandag 30.12.24

09:30 – 11:45

Emilie Demant-Hatt (1873-1958) – En vildfugl i dansk kunst

En fortælling om Emilie Demant-Hatt, billedkunstner, forfatter og ungdomskæreste med Carl Nielsen

Emilie Laurentze Demant-Hatt var en helt særpræget kunstner, hun blev født i Selde i Salling i 1873. Hun begyndte sin kunstnerkarriere som naturalist, men endte som ekspressionist. I 1903 og 1907 opholdt hun sig blandt samerne i Nordsverige og skrev da sammen med den samiske rensdyrbonde Johan Tuuri den første bog om samerne. Både Emilie og Johan Turi blev verdensberømte, da bogen udkom i 1910.

Som ganske ung havde hun en romantisk affære med komponisten Carl Nielsen, og i 2002 udsendtes den charmerende bog ”Forårsbølger” om de tos ungdomseventyr. Emilie var på flere punkter forud for sin tid og en kunstner, som fortjener langt større opmærksomhed end tilfældet har været.

v/Anette Jensen, cand. theol., sidefag i nordisk litteratur og tidl. sognepræst i Løjt-Genner

15:00 – 16:30

Klaverkoncert i Ottekanten – Rusland i romantikken

Pianist Jesper René spiller to hovedværker fra det russiske repertoire. Tjaikowskis klaverkalender ”Årstiderne”, hvor komponisten i toner skildrer årets gang og sæsonernes skiften, samt Mussorgskys berømte suite ”Udstillingsbilleder” over billeder af Victor Hartmann, hvor lytteren promenerer blandt billeder, der forestiller Gnomen, Det gamle Slot, Katakomberne og ender ved Den store port i Kiev. Jesper René er som pianist kendt for – som den eneste herhjemme – at opføre Bachs store cykliske værker som Goldberg variationerne, Das wohltemperierte Clavier og Die Kunst der Fuge, men kan her høres i det russiske repertoire.

v/Jesper René, pianist

Friaften

Tirsdag 31.12.24

08:00 – 09:00

Morgenmad og madpakkesmøring

09:00 – 15.00

Ekskursion: Nationalpark Vadehavet – Verdens naturarv ved vintertide

Vi starter dagen med at køre en tur fra bakkeø-landskabet i Løgumkloster til marsk- og kogslandskabet ved Højer. Fra toppen af Vidåslusens tårn er der udsigt over det sydvestligste hjørne af Danmark og herfra går der en vandresti langs med diget nordpå til Emmerlev Klev (ca. 2 km). Omkring højtider er dette et yndet udflugtsmål for lokale familier, når man trænger til frisk luft. Der er mulighed for at gå turen langs kanten af Vadehavet og kan betragte tidevandet, der kommer ind. Eller man kan køre med bussen til Højer og tage med på en lille spadseretur i den gamle flække, der indenfor de seneste par år er blevet forskønnet via et Realdania og Tønder Kommunes Tøndermarsk-projekt.

Vi sætter herefter kursen op langs kysten mod Vadehavscentret i Vester Vedsted, hvor vi starter med at spise vores medbragte madpakker. Vadehavscentret, blev i 2017 ombygget og udvidet med arkitekt Dorthe Mandrups enestående bygning, hvor tagrør anvendes på både facade, tag og undertag. Centret fremstår som et bygningsværk, der synes at vokse op af jorden – skånsomt og poetisk samt tilpasset det flade marskland. Vi deles i to hold og får en omvisning i stedets to udstillinger: ”Trækfuglenes Vadehav” og ”Vadehavs-fortælling” med fokus på Vadehavets unikke natur. Herefter er der lidt tid på egen hånd til at udforske udstillinger og hus inden vi kører hjem til højskolen.

HUSK varmt, vind- og vandtæt overtøj til traveturen langs diget.

v/Anja Kjølby, højskolelærer og Elise Hvelplund Brink, højskolelærer

16:30-17:15

Vi pynter op til fest – frivilligt for alle, der har lyst

v/Anna Kleinsøe, viceforstander

18:00 – 18:30

Kongens nytårstale

Det bliver historisk, når vi sammen har mulighed for at se Kong Frederik X’s første nytårstale. Tilslut løfter vi et perlende glas og skåler.

19:00 – 21:00

Nytårsaftensmiddag med fællessang, quiz og indslag ved kursister

v/Anna Kleinsøe, viceforstander

Mens vi venter…

Efter nytårsmiddagen sætter vi behagelig musik på anlægget i Ottekanten, serverer kaffe i dagligstue og spisesal så der er tid til at slappe af i mindre grupper, samtale eller feste.

Når vi nærmer os midnat mødes vi i Ottekanten for at se transmission fra Rådhusklokkerne og sammen hilse det nye år velkomment.

Onsdag 01.01.25

08:30 – 09:30

Morgenmad

09:30 – 10:15

Vi folder drømmenes faner ud

v/Anja Kjølby, højskolelærer

10:30 – 11:30

Mulighed for at deltage dagens gudstjeneste i Klosterkirken

Eller

Højtlæsning:

v/Anja Kjølby, højskolelærer

15:00 - 16:00

Guitarkoncert i Ottekanten

Den aarhusianske guitarist Carsten Pedersen er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium samt på mesterkurser hos bl.a. Costas Cotsiolis, David Russell, Manuel Barrueco og Roland Dyens. Han har udgivet 3 CDer som har høstet imponerende anmeldelser i internationale fagtidsskrifter og har banet vejen for en omfattende koncertkarriere med flere hundrede koncerter i Danmark og bl.a. også i Rom og Berlin.

Vi skal lytte til storslået barokmusik af. Bach (bl.a. ”Jesus bleibet meine Freude”), smægtende spanske favoritter af Sor, Tárrega og Lopez-Quiroga og spændstige rytmer og smukke melodier i kompositioner af sydamerikanske Lauro, Savio, Navarro og Barrios-Mangoré.

v/Carsten Pedersen, guitarist

18:00

Afslutningsmiddag i spisesalen

19:30 - 21:00

Sang- og afslutningsaften

Vi synger året ind med et bredt udvalg af sange fra Højskolesangbogen. Aftenen er krydret med skønne værker fra kunsthistorien, der vil sætte stemningen til forskellige temaer i sangvalget.

v/Marianne Garder, bestyrelsesmedlem og Anja Kjølby, højskolelærer

Torsdag 02.02.24

Afrejse efter morgenmad og morgensamling

*Ret til ændringer i programmet forbeholdes.


Om underviserne

Anna Simonia Gjørup Kleinsøe

Jeg er uddannet cand.mag. i Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Selvom litteraturen ligger mit hjerte nært, er min helt store passion indenfor madkultur, hvor jeg har en længere baggrund fra restaurationsbranchen.

Jeg har specialiseret mig i mad i litteraturhistorien og i kogebøger.

 

Anja Kjølby

Uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole, Ollerup, med speciale i billedkunst. Tidligere natur- og kulturformidler. Foredragsholder, billedkunstner og passioneret have-ejer

Jeg ser højskolen som et laboratorium, hvor man kan eksperimentere, undersøge og fordybe sig. Det skabende og proces-orienterede er en rød tråd igennem alt hvad jeg laver, og er min foretrukne indgangsvinkel til værkstedsarbejde og kunstneriske projekter.

Jeg er optaget af at formidle og skabe sammenhænge, selv om der nogen gange er flere ubesvarede spørgsmål og ingen afklaring. Jeg elsker kunst, kreative udfoldelser, er optaget af det smukke og æstetiske, særligt alle de visuelle, taktile, form- og følelsesmæssig indtryk man får i naturen.


Foredragsholdere mm.

 

Priser

kr. 6.500   Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et enkeltværelse

kr. 6.000  Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et dobbeltværelse

kr. 5.450 Dagselev: Prisen inkluderer ugens program og fuld forplejning.  

kr. 250   Afbestillingsforsikring

OBS: Vi har desværre ingen værelser med eget bad, men stortset alle værelser har en håndvask.

 

 

Tilmelding

Lyder kurset som noget for dig, kan du tilmelde dig gennem vores online formular eller ringe til os på 7474 4040 og høre mere.

Vi glæder os til at se dig.

Forrige
Forrige
22. december

Jul i Løgumkloster 2024

Næste
Næste
5. januar

Det Hele Menneske 2025 - Fire ugers indsigt