Tilbage til Alle begivenheder

Værkstedskursus: Grafik / Kalligrafi / Collage / Stenhugning / Akvarel


  • Løgumkloster Højskole Brorsonsvej 2 6240 Løgumkloster Denmark (kort)
 

Værksteds-kursus

Vælg mellem

  • Grafik (Fyldt, mulighed for hold i uge 27 eller venteliste)

  • Akvarel (Fyldt, mulighed for hold i uge 27 eller venteliste)

  • Collage (2 pladser tilbage)

  • Stenhugning (Fyldt, mulighed for venteliste)

  • Kalligrafi (2 pladser tilbage)

 

Kursusbeskrivelse

Ingen skaber alene, derfor åbner vi dørene for et værkstedskursus, hvor kunstneriske og håndværksmæssige grundelementer sættes i fokus. Du vælger ét værksted for hele ugen, hvor du får mulighed for at udvikle dit eget udtryk under kyndig vejledning fra dygtige undervisere, der vil give dig små og store udfordringer. Proces, teknik, håndværk og kreativitet vil være en integreret del af undervisningen og her vil være tid til fordybelse og samtale på værkstedet, som er åbent døgnet rundt. Der vil desuden være spændende foredrag, oplæg på værkstedet, ekskursion til NordArt, samvær med andre kunstinteresserede og masser af inspiration for både begyndere og øvede.

Du kan læse om de enkelte værksteder nedenfor under programmet.

Kursusledere: Højskolelærere Anja Kjølby og Petrine Kjær

 
 

 

Højskolens Rytme

8.00 Morgenmad

8.30 Morgensamling

12.00 Frokost

14.30 Kaffepause

17.30 Mulighed for aftensang i Klosterkirken

18.00 Aftensmad

21.00 Aftenkaffe

 

Program

Der kan forekomme ændringer i programmet

Søndag 14.07.24

16:00 - 18:00

Ankomst og indkvartering

19:30 - 21:00

Velkommen på højskolen

Præsentation af højskolen, program m.m. Herefter introduktion på værkstederne

v/Petrine Kjær, Allan Daastrup, Oriol Miro, Mette Boe, Thomas Zickelbein og Anja Kjølby

Mandag 15.07.24

09:15 – 11:45

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Præsentation af og introduktion til det grafiske værksted. Vi tager udgangspunkt i collografi, også kaldet paptryk, og sammen ser vi også på forskellige teknikker til at eksperimentere med det billedlige udtryk.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Rudolf Kochs Schwabacher minuskler (små bogstaver) baseret på "Das Schreib-Büchlein".

III Collage v/Mette Boe

Introduktion af ugens program samt udvælgelse af historier til collager.

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Præsentation af og introduktion til materialer, værktøj og teknik. Der vises eksempler fra kunsthistorien i forbindelse med introduktion til arbejdet med form og indhold.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Farvefladesammenstød: Vi varmer op med at se på farvekombinationer, øve blandingsforholdet mellem farvepigment og vand, arbejde med overlapninger samt male små kvadratiske ”farve-noter”, der kan bruges som huskesedler i løbet af ugen.

14:00 – 16:00

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Fortsættelse af formiddagens arbejde.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Fortsættelse af formiddagens arbejde.

III Collage v/Mette Boe

Fortsættelse med valg af historier samt introduktion til collagesproget

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Udvælgelse af sten. Indføring i arbejde med vinkelsliber samt hammer og mejsel. Opstart af stenhugningsarbejdet. Individuel vejledning.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Repetition: Vi arbejder med gentagelser, rytme og minimalistiske udtryk. Der arbejdes videre med lasering og overlapning af farveflader.

16:00 – 17:00

Mulighed for fordybelse

Denne time er et mulighedsrum for fordybelse i og refleksion over eget arbejde, Du kan være på værkstedet for at arbejde eller blot for at se og mærke efter. Du kan trække dig tilbage, finde en plads til fordybelse i samtale eller gå en tur. På værkstedet kan du efter aftale mødes med underviseren, hvis du har lyst til sparring og samtale.

19:30 - 21:00

Ord og billeder

Ord og skrift er en kæmpe inspirationskilde for mange kunstnere. Vi vil denne aften dykke ned i den del af billedkunstens verden, der finder sit udtryk via litteratur, tekst og tegn. Fra skriften på væggen til læsende kvinder.

v/Anja Kjølby, højskolelærer

Tirsdag 16.07.24

09:15 – 11:45

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Introduktion til xerolitografi: en fotokopieringsproces med et lånt princip fra litografien. Denne teknik fungerer godt med collografiens udtryk, og vi arbejder videre på billederne med xerolitografiens muligheder in mente.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Rudolf Koch Schwabacher majuskler (store bogtaver) samt Kochs gotiske og dekorative majuskler fra "Das Schreiben als Kunstfertigkeit".

III Collage v/Mette Boe

Opsamling og inspiration fra holdets arbejde samt individuel guidning.

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Stenhugning og individuel vejledning.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Abstraktion: Vi ser nærmere på begrebet ”Abstrakt” og vil gennem tegne- og maleøvelser arbejde med at abstrahere fra et givent motiv.

14:00 – 16:00

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Fortsættelse af formiddagens arbejde.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Fortsættelse af formiddagens arbejde.

III Collage v/Mette Boe

Fortsættelse af kompositoriske undersøgelser form og farver og materialer

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Fortsat arbejde med stenhugning.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Velkommen i akvarellaboratoriet: Vi udforsker forskellige eksperimenterende teknikker og muligheder for effekter i akvarelmaleriet.

16:00 – 17:00

Mulighed for fordybelse eller rundvisning i Klosterkirken

v/Anja Kjølby, højskolelærer

19:30 – 21:00

Værkstedsbesøg

Vi besøger alle fem værksteder på skift, for at se, hvad de andre kursister fordyber sig i. Der vil være en kort introduktion ved underviserne og tid til at lade sig inspirere.

Onsdag 17.07.24

09:15 – 10:45

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Kort oplæg med eksempler på mixed media grafik – grafiske billeder, hvor der er anvendt forskellige teknikker. Indføring i monotypier med stof og farveflader. Vi arbejder videre med individuelle billeder og ønsker i forhold til teknikker.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Ændringer i skala, fortættede sorte bogstaver og grundlæggende variationer. Om ekspressivt udtryk.

III Collage v/Mette Boe

Fælles opsamling og Individuel guidning i eget formsprog

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Fortsat arbejde med stenhugning, og evt. opstart af nyt projekt.

V Akvarel v/Anja Kjølby

”12x12”: Du kan de næste par dage arbejde med dine egne akvarelprojekter og eksperimenter. Der vil være masser af individuel vejledning. En ramme for dit arbejde kunne være formatet ”12x12” og det serielle, hvor du afprøver teknikker, arbejder med gentagelse af motiv eller mønster, undersøger farvekombinationer og forskellige effekter.

11:00

Tidlig middag

12:00 - 17:45

Ekskursion: NordArt, Rendsburg/Bûdelsdorf

Siden 1999 har det tidligere jernstøberi Carlshütte i Rendsburg/Büdelsdorf dannet rammen om en af Europas største sommerudstillinger for moderne kunst - NordArt. Omkring 200 kunstnere fra alverdens lande udstiller i parken og i de tidligere enorme støberihaller. Kunstwerk Carlshütte er et meget specielt sted og du kan glæde dig til en eftermiddag i kunstens tegn. HUSK: Pas!

Turen ledes af Anja Kjølby

19:30

Mulighed for sommerkoncert i Klosterkirken (entré) eller fordybelse på værkstedet

Torsdag 18.07.24

09:15 - 11:45

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Fælles opsamling og sparring. Fordybelse i egne projekter. Mulighed: Koldnål på plexiglas og andre alternative plader.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Alternative og hjemmelavede skriveredskaber. Storformat kalligrafi. Frigørelse af hånden. Udforskning af udtryksfuldhed og variationer, der forsøger at frigøre strøgene fra det bevidste.

III Collage v/Mette Boe

Individuel guidning i eget formsprog med farver, struktur og komposition

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Introduktion til slibe- og poleringsarbejde.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Mønstre: Vi ser nærmere på mønstre, hvordan man kan skabe dem, farvelægning samt brugen af mønstre som en mere meditativ maleform, der kendes helt tilbage fra et af de ældste religiøse symboler, Mandala’en, til nutidens USA, hvorfra begreber som ”Zentangle” og ”Neurografisk tegning” stammer fra.

14:00 - 16:00

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Fordybelse i egne projekter.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Fordybelse i egne projekter.

III Collage v/Mette Boe

Fortsat arbejde med at eksperimentere med egne kompositioner

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Fortsat arbejde med stenhugning samt evt. polering. Individuel vejledning.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Der er mulighed for at arbejde med egne projekter, får sparring og vejledning samt samtale og ideudveksling med de øvrige kursister.

16:00 – 17:00

Mulighed for fordybelse eller besøg på den lokale kunsthal: Museet Holmen

v/Petrine Kjær, højskolelærer

19:30 – 20:30

Fra Kalligrafens værksted

v/Allan Daastrup, kalligraf

Fredag 19.07.24

09:15 – 11:45

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Fordybelse i egne projekter. Materiale gennemgang og opsamling.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Fordybelse i egne projekter.

III Collage v/Mette Boe

Færdiggørelse af collager og indføring i en udstillings udfordringer og muligheder

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Afslutning af projekter.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Fordybelse i eget arbejde og projekter. Der vil være materiale gennemgang og opsamling.

14:00 – 16:00

Værkstedsundervisning

I Grafik v/Petrine Kjær

Afslutning af projekter, udvælgelse af værker til udstilling, evt. indramning i passepartout.

II Kalligrafi v/Allan Daastrup og Oriol Miro

Afslutning af projekter og forberedelse til fernisering

III Collage v/Mette Boe

Færdiggørelse af collager og klargøring til ophængning af udstilling

IV Stenhugning v/Thomas Zickelbein

Færdiggørelse, opsummering samt klargøring af skulpturer.

V Akvarel v/Anja Kjølby

Afslutning af projekter, udvælgelse af værker til udstilling, evt. indramning i passepartout

16:00 – 17:00

Forberedelse af udstilling, præsentation og ophængning

18:00

Afslutningsmiddag

Fernisering – og herefter hyggeligt samvær

Lørdag 20.07.24

Afrejse efter morgenmad og morgensamling

*Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

 

Værksteder

I Grafik – Paptryk og Xerolitografi (max 10-12 deltagere)

Der findes et hav af grafiske teknikker, som kunstnere over hele verden specialiserer sig i. Det kan derfor være svært at vælge, når man endelig får mod på at udforske den grafiske verden på egen hånd. I det grafiske værksted på højskolen skal vi udforske collografi, der også er kendt som paptryk. Her kan man skabe fantastisk grafiske udtryk med helt enkle materialer som fx gamle mælkekartoner. Du får desuden mulighed for at stifte bekendtskab med underviserens personlige favorit: Xerolitografi, der er en grafiske metode, hvor man skifter den litografiske trykplade ud med kopipapir, der præpareres med gummiarabicum. Her er der mulighed for at arbejde med meget detaljerede tegninger. Vi kommer desuden også omkring koldnålsraderinger og monotypier – og alle kan være med.

v/Petrine Kjær, højskolelærer

Medbring gerne fotokopier (laserprint) eller fotos klar til print, som kan printes på skolen. Husk tøj, der gerne må blive plettet af tryksværte. Der må påregnes en ekstra udgift til køb af trykplader samt papir af god kvalitet.

II Kalligrafi (max 16-18 deltagere) (NB: undervisningen foregår delvist på engelsk)

Broken letters – Gotiske bogstavformer af mesterkalligrafen Rudolf Koch

Vi vil på dette års kalligrafi-værksted fokusere på den tyske kalligraf Rudolf Kochs (1876-1934) gotiske bogstaver. Rudolf Koch var sin egen tids bedste kalligraf, og sandsynligvis er han stadig den bedste kalligraf. Hans kalligrafi er en meget personlig vision af den ekspressionistiske bevægelse, forankret i den dybeste viden. Faktisk er hans arbejde en religiøs oplevelse for øjnene og sjælen. Vi vil starte med at studere Schwabacher- og Gotisch-modellerne fra Kochs bøger "Das Schreiben als Kunstfertigkeit" (1921) og "Das Schreib-Büchlein" (1929). Vi vil også introducere Kochs udtryksfulde majuskler (versaler) og nogle af hans mere personlige fortolkninger af gotiske bogstaver. Vi vil også tage et kig på det 20. århundredes tyske skrivemestre efter Koch. Til sidst vil vi udforske bevægelse og udtryksfuldhed, forskellige skriveredskaber så som flade børster, stålbørster, pap eller hjemmelavede filtpenne, der giver os mulighed for at skrive storformatbogstaver og finde vores egen personlige gotiske stil. Undervisningen henvender sig til deltagere på alle niveauer. Gotiske skrift er perfekte til begyndere på grund af renheden i de grundlæggende strøg. På den anden side vil erfarne kalligrafer løfte deres talent til et yderligere niveau og forbedre deres praksis.

v/Allan Daastrup, kalligraf og Oriol Miro, kalligraf

Du vil kunne købe alle de nødvendige materialer på værkstedet: pen, papir og blæk, men du er selvfølgelig velkommen til at medbringe egne materialer. På værkstedet er der papir til øvelser samt blæk og gouache. Der kan købes ekstra papir af god kvalitet til egne projekter.

III Collage - Tredimensionale rum (max 10-12 deltagere)

Med udgangspunkt i din egne historier skaber du nye spændende, sjove, poetiske og interessante tredimensionale collager. Ved at fordybe dig i dit eget formsprog omsætter du vigtige øjeblikke fra dit liv til en levende visuel fortælling.  Jeg guider dig med at få sammenhæng mellem historier og billeder, så dit udtryk bliver personligt og interessant. Du arbejder selvstændigt i din egen rytme med dine medbragte materialer, det kan være alt fra tekstiler, garn, papir, fotos, dagbøger og små genstande. Det bliver en uge med masser af nærvær, latter, kreativ udvikling, samtaler om historiernes betydning, billedsprog, komposition og rum samt hvordan vi bygger en udstilling op. Alle kan deltage uanset erfaringer. Du skal blot have lyst til at lege og eksperimenterer med form og farver.

v/Mette Boe, billedkunstner

Medbring gerne tekstiler, strik, fotos, dagbøger, breve, bøger, papirrester og små genstande – alt, der rummer positive erindringer for dig, kan bruges. Der vil være mulighed for at printe billeder på højskolen men computer og/eller printer frabedes i undervisningslokalet. På værkstedet findes bl.a. akrylmaling, dækfarve og akvarelmaling samt forskellige typer papir, der kan bruges i forbindelse med at skabe nyt eller ekstra collagemateriale. Lim og andet nødvendigt i forbindelse med monteringen findes også på værkstedet. Medbring gerne en god saks, skalpel/hobbykniv, lineal og diverse skriveredskaber. Hvis du har et mindre skæreunderlag, må du – om muligt – gerne medbringe det.

IV Stenhugning (max 5-6 deltagere)

Gennem århundreder har mennesket formet sine tanker og følelser i sten – dette fascinerende naturmateriale, som gør modstand. Hammerens slag på mejslen vil danne den grundlæggende rytme for ugens arbejde i det udendørs værksted, hvor vi vil overvinde modstanden og hugge mindre objekter i sten. Bliv inspireret af naturen, af stenen eller find lige præcis den sten, der passer til din idé. Kurset henvender sig både til nybegynderen og den mere erfarne. Der gives individuel vejledning angående udtryk og form samt en grundig indføring i brug af værktøj fra vinkelsliber til hammer og mejsel.

v/Thomas Zickelbein, højskolelærer og billedhugger

Medbring arbejdstøj til udendørs arbejde, arbejdshandsker, beskyttelsesbriller og støvmasker samt et par solide sko. Hvis du har mulighed for det, må du gerne selv medbringe sten og værktøj (hammer, mejsler, evt. vinkelsliber). Du kan erhverve sig sten på skolen til rimelige priser. Det vil desuden være muligt at leje værktøj af underviseren for en overkommelig pris, noter da venligst ønske om dette ved tilmeldingen.

V Akvarel (max 12-14 deltagere)

Organiske mønstre, farvefladesammenstød, repetition, farveklatter, aftryk og tilfældige sprøjt. Abstraktion eller minimalisme. Er et billede noget, når det ikke har et genkendeligt motiv? Vi vil udfordre vores billedsprog og arbejde med ”miniature”-akvareller i det kvadratiske format, der har fokus på det non-figurative. Udgangspunktet for abstraktion er dog altid noget konkret, så vi vil studere flora og fauna, landskabsmotiver, farvekombinationer og kunstnere, der arbejder minimalistisk, abstrakt eller udnytter tilfældet. Du vil blive introduceret til forskellige akvarel-teknikker, som du øver via de eksperimenter vi begiver os ud i, og vi vil arbejde ud fra en overskrift, der hedder ”12x12”. Ugen handler om fordybelse, nysgerrighed og nærvær gennem det billedskabende arbejde på de mindre flader.

v/Anja Kjølby, højskolelærer og billedkunstner

Medbring et bredt udvalg af tegneredskaber (fx blyant, fine linere og farvekridt – både vandfaste og vandopløselige), vandforstøver, køkkenrulle, malertape samt egne akvarelpensler og akvarelfarver hvis det er muligt. På værkstedet vil der være forskellige tegneredskaber, akvarelfarver- og pensler, tusch, gouache, vandopløselige farvekridt m.m. af god kvalitet til fri afbenyttelse, lige som det er muligt at købe tegne- og akvarelpapir (150-300 g) af god kvalitet til rimelige priser. Medbring gerne kunstbøger eller -postkort til inspiration.

 

Om underviserne

 
 

Anja Kjølby

Uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole, Ollerup, med speciale i billedkunst. Tidligere natur- og kulturformidler. Foredragsholder, billedkunstner og passioneret have-ejer

Jeg ser højskolen som et laboratorium, hvor man kan eksperimentere, undersøge og fordybe sig. Det skabende og proces-orienterede er en rød tråd igennem alt hvad jeg laver, og er min foretrukne indgangsvinkel til værkstedsarbejde og kunstneriske projekter. Jeg er optaget af at formidle og skabe sammenhænge, selv om der nogen gange er flere ubesvarede spørgsmål og ingen afklaring. Jeg elsker kunst, kreative udfoldelser, er optaget af det smukke og æstetiske, særligt alle de visuelle, taktile, form- og følelsesmæssig indtryk man får i naturen.

Jeg er god til at forundres – og til at fortælle anekdoter fra et langt liv i højskoleverdenen. Og jeg er en stor fortaler for latter, læselyst og langsomhed.

 

Petrine Kjær

Mit navn er Petrine, jeg er cand.mag. i litteraturvidenskab, altså: En litteraturnørd.

Jeg er vokset op med en mor, der slæbte mig med på biblioteket og dér fandt jeg mig selv oftest fascineret af de mange historier og eventyr, som gemte sig på hylderne. I mit voksne liv har jeg beskæftiget mig meget med litteraturen på anden vis – både som boghandler og på den nørdede, akademiske facon. For mig er litteraturen en spændende port ind til at vi kan forstå os selv og verden bedre. Både som barn og voksen har litteratur og skrivning ageret en god ven til fordybelse i hverdagen.

Udover min passion for litteratur og formidling af den, er jeg meget optaget af kunst – særligt grafik. Jeg elsker at arbejde i processer og se, hvilke billeder man kan skabe ud fra forskellige trykteknikker. Du kommer som elev måske til at møde mig i kunstlokalet, hvor jeg har gang i et af mine mange fritids-kunstprojekter – fx Blackout Poetry der kombinerer litteratur og kunst!

 

Thomas Zickelbein

Diplombilledhugger, Kunsthochschule Berlin-Weissensee

Født og opvokset i Atlantis (læs: Øst-Berlin), og er af kringlede veje endt i Danmark. Jeg har i over 40 år arbejdet med skulptur i alle formater og i materialer fra granit, bronze, gips, beton og sne! Samtidig har jeg undervist både børn og voksne fra kunstskoler til kunstakademi, og er fortsat glad for at lære mit fag fra mig. Jeg elsker katte, litteratur og musik fra det forrige århundrede.

 

 

Priser

kr. 5.450   Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et enkeltværelse.

kr. 4.950  Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et dobbeltværelse.

kr. 4.650 Dagselev: Prisen inkluderer ugens program og fuld forplejning.  

kr. 250   Afbestillingsforsikring

 

 

Tilmelding

Lyder kurset som noget for dig, kan du tilmelde dig gennem vores online formular eller ringe til os på 7474 4040 og høre mere.

Vi glæder os til at se dig.

Forrige
Forrige
7. juli

Familiekursus: Kreativitet, natur, bevægelse og musik (børn fra 6 år og op)

Næste
Næste
15. september

Natur og menneske